Af Marius Sørensen
Den amerikanske instruktør Sean Baker har længe arbejdet i det små. Med film som The Florida Project (2017) og Red Rocket (2022) har han kastet et sympatisk blik på det amerikanske samfunds mest marginaliserede klasser. Hans seneste film, Anora (2024), vandt dette års guldpalme på filmfestivalen i Cannes og er nu blandt favoritterne ved næste års Oscar-ceremoni. Ordet møder ham inden filmens danske premiere.
Anora åbner til lyden af Take Thats ”Greatest Day.” Var det en sang, du var bekendt med før optagelserne på filmen?
Nej, faktisk ikke. Det var en underlig situation, for vi koreograferede [åbnings]scenen til to andre virkelig store popsange. Og da jeg kom i klipperummet, virkede ingen af sangene til filmen. Ingen af dem føltes rigtig til scenen. Så en dag kørte jeg rundt med min kone og producer, Samantha Quan, og jeg var frustreret. Jeg spurgte hende: ”Findes der ikke en sang, der meget åbenlyst handler om ’den bedste dag’?” Og hun søgte på Spotify og fandt Take That-sangen og afspillede den. Jeg kendte Take That fra 90’erne. De var ikke store i USA, men havde hits mange andre steder i verden. Så vi tænkte, at det var interessant, og sangen var catchy, så vi kom hjem og lagde den over åbningsscenen. Og det var et lykketræf. Den passede perfekt. Hvert af sangens beats passede til scenen. Og nu hører folk sangen i USA, hvilket er fedt.
Dine seneste fem film har alle omhandlet sexarbejde i én eller anden kapacitet. Hvad interesserer dig så meget ved den slags fortællinger?
Jeg tror, der er mange årsager. Jeg startede med at undersøge sexarbejde, mens jeg skrev Starlet (2012), og når jeg researcher til en film, graver jeg altid dybt. Så jeg mødte mange sexarbejdere og blev gode venner med flere af dem og hørte en million forskellige historier. Det gjorde mig klar over, at Starlet ikke kunne komme til at repræsentere hele den verden. Den ville kun kunne fortælle én individuel fortælling. Og der er millioner af historier at fortælle. Pludselig var jeg i gang med at lave Tangerine (2015), og på det tidspunkt kan jeg huske, det gik op for mig, at sexarbejde i virkeligheden bare er et samlebegreb. Der er så mange forskellige aspekter at udforske. Det var ikke planlagt, at så mange af mine film skulle omhandle sexarbejde, men hvis jeg finder den rigtige historie og inspiration, gør jeg det gerne igen på min næste film.
Hvad inspirerede dig så ved historien om Anora?
Jeg havde læst en smule om escort- og callgirls og vidste, at det kunne passe godt til en idé til et plot, jeg legede med. Jeg havde et koncept om en ung pige, der giftede sig med en søn af en russisk oligark. Så jeg tænkte, at sexarbejde passede godt ind.
Det er svært at pege på en egentlig oprindelse for fortællingen. I mere end 17 år har Karren (Karagulian, der spiller rollen som Toros i Anora, red.) og jeg ville fortælle en historie, der finder sted i det russisk-amerikanske samfund i Brighton Beach og på Coney Island. Det er et spændende samlepunkt for den slaviske diaspora – ukrainere, russere, armeniere. Så det var i hvert fald 17 år siden, og vi manglede den rette fortælling. Jeg tror, der er et øjeblik, hvor idéen krystalliserer sig og bliver kogt ned til én sætning: ”Ung sexarbejder gifter sig med søn af en russisk rigmand.” Det var vores elevatorpitch. Meget Hollywood-typisk.
Du har arbejdet med Karren Karagulian i snart 30 år nu. Hvad gør jeres samarbejde så succesfuldt?
Ja, jeg tror, vores første film sammen var i 1996. Jeg elsker at arbejde med ham. Han er ekstremt talentfuld. Med den her film var jeg i stand til at fremvise hans komiske evner, som jeg altid vidste, han havde. Efter han tog en meget modig rolle i Tangerine (som en taxachauffør, der er hyppig kunde hos transkønnede prostituerede, red.), der faktisk blev mødt med en del backlash og modstand fra armeniere, der var sure på ham for at tage rollen, sagde han til mig: ”Du har bare at hyre mig til alle dine film fremover. Jeg er din lykkeamulet.” Og jeg vidste, at jeg altid ville arbejde med ham og blev ved med at caste ham i mine film indtil folk lagde mærke til ham. Min fornemmelse er, at det er ved at ske. Han er fantastisk i Anora, og at filmindustrien er begyndt at lægge mærke til ham og omfavne ham, en immigrant med en accent, er bemærkelsesværdigt.
Jeg ser dig som en del af en stadig skrumpende gruppe af filmskabere, der laver film om samfundets mest marginaliserede mennesker. Er det også din opfattelse, at den slags film er blevet for sjælden?
Ja, det synes jeg. Det er derfor, jeg forsøger at putte noget på lærredet, jeg ikke selv har set før. Noget, der er friskt. En ny vinkel på emner, der af Hollywood er blevet præsenteret på en bestemt måde i lang tid. Jeg ville ikke lave film, hvis ikke jeg havde den følelse.
Det lader til, at dine film primært er drevet af en ren interesse for de mennesker, de omhandler, snarere end af noget ideologisk motiv.
Der er en vis ideologi bag, men jeg tror først og fremmest, jeg er drevet af en interesse for underrepræsenterede grupper. Et ønske om at forstå, hvorfor de her grupper er underrepræsenterede og tackle de problematikker, de møder.
Det er min opfattelse, at dine film deler et slægtskab med visse stolte traditioner i filmhistorien; den italienske neorealisme, den britiske ’kitchen sink’-realisme, et cetera. Genkender du det slægtskab, eller ligger din inspiration andetsteds?
Jeg genkender det bestemt! Det vil sige, jeg tager og låner alle steder fra. Men de to ’genrer’ eller nationale filmtraditioner har været en konstant kilde til inspiration. Og jeg synes, mine film tager det bedste fra begge verdener. Jeg har helt klart en socialrealistisk tilgang til mine karakterer, og jeg har indset – måske som resultat af, at Anora er nået ud til et større publikum, end jeg er vant til – at publikum er vant til at få alt om en karakters baggrund og motivation serveret. Man er vant til at blive fortalt en overfladisk forhistorie om, hvordan en karakter nåede til et bestemt punkt. Det synes jeg ikke om. Det er generaliserende.
Den italienske neorealisme er selvfølgelig også en stor indflydelse på mig. Økonomiske trængsler har spillet en rolle i alle mine film. Jeg forsøger selvfølgelig at give det et friskt twist, gøre det en smule mere moderne. Jeg tror, det er vigtigt for at gøre filmene mere tilgængelige for et større publikum. I hvert fald sammenlignet med nogle af de britiske eksempler. Jeg syntes, 00’erne blev meget dystre i britisk film. Jeg foretrak den tidligere stil, hvor humor var tilladt.
Jeg stræber efter at finde humor i små ting; folks opførsel eller i situationer, der måske ikke var så… sjove. Men jeg tilføjer humor, fordi humor er virkeligt. Det er sandhed. Og det var især vigtigt med humor i Anora, hvor jeg bevæger mig ind på tragediens territorie. For dét Anora bliver udsat for er en tragedie.
En anden lighed mellem dine film og neorealismen er din brug af amatørskuespillere. Har du en opskrift på at få så stærke præstationer ud af uprøvede skuespillere?
Ja, men den opskrift var ikke så gældende med Anora. Det meste af castet rutinerede, professionelle skuespillere, men mange af dem er selvfølgelig nye ansigter og bekendtskaber for en stor del af publikum. Så det er samme modus operandi i virkeligheden: At bruge friskt talent og præsentere publikum for nye skuespillere. Måske med undtagelse af Mikey (Madison, red.), der selvfølgelig er kendt fra Better Things (2016-2022).
Så hvis der er en formular, er det blot, at jeg godt kan lide nye ansigter. For det første hjælper det med at gøre fortællingen troværdig. Men jeg forsøger også at følge Spike Lees eksempel. Uanset hvilken film, han lavede, og hvor mange stjerner, der var i hovedrollerne, fyldte han altid castet med aspirerende skuespillere og introducerede dem til filmindustrien. Det forsøger jeg at gøre ham efter.
Men Anora var anderledes end mine tidligere film. At arbejde med rutinerede skuespillere ændrede måden, jeg instruerede på. Der var mere tid til at øve manuskriptet. Det er anderledes med nye skuespillere, hvor der er en længere læringskurve. På The Florida Project fik jeg min kone, Samantha, til at hjælpe med at lære børnene deres roller. Jo større mine produktioner bliver, jo mere overvældende bliver den slags. Med Anora var budgettet og projektet så stort, at jeg er glad for at have castet erfarne skuespillere.
Jeg ser dig som en del af en gruppe af yngre amerikanske filmskabere, der i de sidste måske 15 år har haft succes ved at lave film med en unik, personlig fortællestil. Folk som Robert Eggers, Ari Aster, Greta Gerwig, og så videre. Genkender du den trend, og er der en filmskaber, du vil pege på som én, man skal holde øje med?
Det er interessant. Jeg genkender helt klart trenden. Eggers har i hvert fald gang i sin helt egen ting. Jeg er meget begejstret for en ny strømning fra New York, kaldet autofiktion. Det minder mig lidt om dengang mumblecore (en genre af dialogprægede film kendetegnet af lave budgetter og fortællinger om unge mennesker, red.) startede. Men det er sin helt egen ting. Det er en slags hybrid-film, hvor instruktøren også spiller en version af sig selv i filmen.
Jeg var producer på en film, The Feeling That the Time for Doing Something Has Passed (2023) af Joanna Arnow, en fantastisk film. Der sker en masse i New York. En ny generation af filmskabere gør, hvad jeg også gjorde engang, og bruger, hvad de har til rådighed i form af billige digitale løsninger og fortæller meget personlige historier. Betsey Brown er et andet eksempel.
Et sidste spørgsmål. Nu vi er i Danmark, er jeg nødt til at spørge ind til dit kendskab til dansk film. Har du nogen favoritter?
Lars Von Trier har selvfølgelig påvirket mig meget. Jeg er stor fan af Idioterne (1998). Dogme95-bevægelsen fik mig i virkeligheden til at lave Take Out (2004). Min første film i 1996, Four Letter Words, var ikke nogen succes og blev kun vist på nogle få festivaler, og jeg gennemgik nogle personlige problemer. Og dogme-bevægelsen inspirerede mig til at starte forfra og fortalte mig, at jeg i virkeligheden bare kunne samle et lille digitalt kamera op og begynde at filme, og at den film ville kunne blive taget seriøst. Så jeg skylder Dogme95 en del. Nicolas Winding Refns tidlige film inspirerede mig også. Pusher-trilogien (1996-2005) især. Selvfølgelig også Vinterberg. Og Hlynur Pálmason er et nyligt eksempel. Jeg var stor fan af Vinterbrødre (2017) og Vanskabte Land (2022). Han er fantastisk.
Anora har premiere i dag d. 5. december, og du kan læse Ordets anmeldelse af filmen her.
Kommentarer